|
Albert SAMAIN (1858-1900)
Når jeg er ved dine fødder...
Når jeg er ved dine fødder, som en hengiven i templet Bevægelig og from, når jeg inderligt stirrer Din udsøgte mund, hvor et tilbedt smil svæver, Dit blonde hår skinner som en gylden hjelm, Dine bøjede øjne, hvorfra der falder en kælen sødme, Din slanke hals kommer ud af en flod af muslin, Skyggen af dine lange øjenvipper på din kind og dine bryster Hvor mine jaloux kys falder i sværme, Når jeg absorberer dit liv sådan gennem hver pore, Og som et brændende røgelseskar, der fordamper, Når jeg føler, med en ophøjet strålende spænding, Hele mit hjerte i lange strømme ryger mod din skønhed, Stadig hjemsøger dette uopfyldte forgæves ønske mig At tage din levende elskers øjne med mig, At lægge dem i mit hjerte som man holder en juvel For at finde dem til enhver tid og overalt. Også når jeg går, for at holde i min sjæl Stadig en smule af dig skinner, søde flamme, Til de læber, som du holder ud til min elskers læber I lange træk, i lange træk, drikker jeg vanvittigt Med en tørst efter ørkenen, glubsk, uslukket, Som om jeg ville tage dig ud af dit liv! ... Men forgæves... for næppe en sidste gang Sendte jeg dig mit højeste hjerte lige ved hånden, Finder mig selv alene på fortovet På gaden, hvor dit vindue stadig skinner, Jeg mærker blandt den natlige vind, der puster ud Alt hvad jeg tog fra dig for at komme væk... Og mit triste hjerte tømmes for al dens skat, For din subtile kærlighed, åh kvinde, er mere flydende Det levende vand, som vi henter fra kilder i skoven Og at vi trods alt føler, at vi lækker gennem fingrene...
|